 |
Arne Jacobsen 100 : Dansk : Arne Jacobsen : Arne Jacobsen som person Som et lokomotiv banede Arne Jacobsen sig vej gennem det danske design- og arkitekturlandskab i mere end 50 år af forrige århundrede. Sporene ser vi stadig overalt omkring os over 30 år efter hans død: Fra den arkitektur, vi suser forbi i farten, til de objekter, vi naturligt bruger og glæder os over i hverdagen. Eller betragter på afstand som genstande med stjernestatus på den internationale designscene. Når Jacobsen ikke arbejdede, så arbejdede han alligevel - blot med noget andet. Afslapning var for ham et skift til et andet projekt i den kreative sfære. Derfor kunne hans produktion blive så enorm, uden at han af den grund måtte gå på kompromis med kvaliteten. Arne Jacobsens design er mere end nogensinde en tydelig del af det billede, som omverdenen, og efterhånden også os selv, forstår ved kernen i den danske designidentitet. Det bedste design er forlængst gået over i ’the Hall of Famous Objects’, hvor man ikke behøver at sætte spørgsmålstegn ved årsag og sammenhænge bag designet, og hvor succeshistorien kort sagt er branding i verdensklasse, ikoner for det 20. århundrede og tidløs, klassisk elegance. Alting er sagt og gennemanalyseret - eller er der mere at sige? Idéen som udgangspunkt: Fra det komplekse til det såre simple Jacobsen mestrede med relativt få medarbejdere på sin tegnestue spændet fra store, komplekse byggerier til teskeen i sit bestikserie. Imellem alt dette lå en stillingtagen til alle detaljer i byggeriets totalindretning, hvilket var hans usynlige drivkraft for at nå målet. Inden dette mål var nået, lå dog en stor arbejdsindsats forude: Idéen var måske nok stærk fra begyndelsen, men fremstod for Jacobsen med mange mulige løsninger, inden han fik den gennemarbejdet og mere sikkert formet - ikke uden hjælp fra personer tættest på ham. At tegninger, og især mange af Jacobsens akvareller af bygningsværker udtrykker en pregnant præsicion og en forbløffende lighed med det færdige resultat, siger ikke så lidt om hans evne til at realisere en idé. Jacobsen ville oprindelig have været maler, og dette er særlig tydeligt i navnligt præsentationstegningernes ambitionsniveau. De vigtigste arbejdsredskaber: Det intuitive formgivningstalent På designsiden vidste Jacobsen derimod sjældent på forhånd, hvad han ville - trods den umiddelbart ubesværede streg. Her var Jacobsen langt fra den selvsikre person, man anså ham for at være over for bygherrer. Bortset fra grundidéen, den stærke fornemmelse for proportioner og materialer samt et formmæssigt sikkert talent ud over det sædvanlige, var intet fastlagt på forhånd. Derfor blev Jacobsen tit opfattet som usikker, når det gjaldt design, hvor han i virkeligheden snarere intuitivt søgte - og især interesserede sig for - at afsøge formidéens, teknologiens og materialets yderste grænser. Den insisterende skabelsesproces De tekniske dele af designprocessen var derfor aldrig udgangspunktet for hans design, selvom meget tyder på, at Jacobsen i de materialemæssige begrænsninger fandt det rette modspil og en vis ro til at dæmpe den kreative uro. Fraværet af disse begrænsninger, som f eks i arbejdet med plast frem for træ, udløste netop en uvilje mod at slippe tingene. Jacobsen kunne arbejde i det uendelige med designet og havde derfor svært ved at give slip og gøre tingene færdige. At produktionsfasen tit blev udsat, er et typisk perfektionistisk træk. Hvis man vil følge alt til dørs, hvornår stopper man så? Sproglig lune Jacobsen regnes hverken for intellektuel eller analytisk i gængs forstand. Hans egen formfilosofi var nærmest en antifilosofi: ’Hvis jeg har en filosofi, må det være at sidde på tegnestuen.’ For Jacobsen var det at få udført sine ting det altafgørende. Hans sproglige kommunikation i forbindelse med formuniverset er legendarisk qua udtryk som ’Så tyndt som muligt, og aldrig i midten’. ’I dag skal vi lave et virkelig lavt/rundt projekt’ er en anden af Jacobsens præcise, nærmest understatede sprogblomster, som medarbejdere på tegnestuen eller eleverne på Kunstakademiet, hvor Jacobsen var professor, tit hørte Arne Jacobsen kunne også finde på at spørge, hvordan tingene havde ’opført’ sig i dag, som var der vitterlig tale om ting med deres eget liv. Selv kunne han sammenligne egne byggerier med den samme tændstikæske blot placeret på forskellige måder. Baggrund og familierelationer Arne Jacobsen blev født den 11 februar 1902 i København. Faderen, Johan Jacobsen, var grosserer i sikkerhedsnåle og tryklåse. Moderen, Pouline Jacobsen, var bankuddannet og malede ofte blomstermotiver i sin fritid. Familien boede i Classensgade i et udpræget klunkehjem. Måske derfor malede Arne som barn de kulørte tapeter på sit værelse hvide, en kontrast til forældrenes overlæssede og pyntede smag. På Nærum Kostskole mødte han Lassen-brødrene, hvor Flemming Lassen senere skulle blive samarbejdspartner på en række arkitekturprojekter. Arne Jacobsen beskrives som urolig i skolen, altid med på klovnerier og gerne med selvudleverende humor. Allerede fra barnsben var han dog usædvanlig god til at tegne og skildre naturen gennem minutiøse studier. Jacobsen ville oprindelig have været maler, men faderen mente, at arkitekt var mere fornuftigt, og sådan blev det. Maleriet og talentet for at skildre en idé præcist på papiret fik Jacobsen dog rig lejlighed til at udtrykke gennem sine tegninger. De fornøjelige og de nødvendige udenlandsrejser Jacobsens rejseaktivitet startede allerede, da han først i tyverne drog til søs. Rejsen, den eneste i karrieren som sømand, gik til New York. Jacobsen var ikke søstærk og vendte hurtigt hjem. Herefter fulgte murerlære i Tyskland og siden en række tegne- og studieture til Italien. I denne periode producerer Jacobsen nogle af sine fineste akvareller med klassiske motiver, hvor han fanger stemninger og gengiver materialer og former præcist og omhyggeligt. Jacobsen var ud af en jødisk familie, der oprindelig var indvandret fra Portugal, men havde boet i Danmark i generationer. Han var ikke tilknyttet det mosaiske samfund, men opmærksom på sin identitet og de tyske jøders skæbne. I 1943 flygtede Jacobsen til Sverige, i øvrigt sammen med vennen Poul Henningsen og begges ’splinternye’ koner i en robåd fra Skodsborg strand til Landskrona. Det siges, at det var konerne (i Jacobsens tilfælde hans anden kone Jonna), der i sidste ende måtte ro de godt fire timer til Sverige. Jacobsen var i sin samtid på forkant med de internationale strømninger inden for arkitektur og design og fulgte flittigt debat og stilskift i tidsskrifter. Han havde endvidere personlige venner blandt fremtrædende arkitekter i Norden og rejste ikke mindst i studietiden en del i Europa. Jacobsens blik var fra starten af karrieren rettet mod udlandet, uden at han forlod Danmark eller de danske traditioner inden for sit felt. Efter eksilet i Sverige kom kan tilbage til Danmark med fornyet kraft og påbegyndte en form for ny æra inden for sin store produktion Arne Jacobsen bag formskallen Kendskabet til Arne Jacobsen når for mange mennesker aldrig rigtig bag hans design. Hvor ser man - ud over det eminente, faglige særkende - Jacobsens fingeraftryk i hans design? Hvordan var han som person for dem, der var tæt på ham? Skal man sammenfattende karakterisere Jacobsen som person, tegner der sig et billede, der i høj grad afspejler nuancerne i den rent faglige produktion: På den ene side den insisterende perfektionistiske modernist, for hvem ingen detaljer var ligegyldige, selv om verdensbilledet alligevel grundlæggende var sort/hvidt og temmelig firkantet (eller rundt, cylindrisk eller æskeformet, om man vil). På den anden side den natursværmende botaniker med umiskendelige kendetegn af dansk hyggeonkel. Fagligheden og Jacobsens nærmest fagidiotiske arbejdsiver hænger i det hele taget ved, når man skal beskrive ham - og som han beskrev sig selv. Hans stærke intuition rummer evnen til at kommunikere enkle og letopfattelige idéer samt at markedsføre og iscenesætte sig selv rent fagligt. Den perfektionistiske modernist Som gennemgående træk fremstår Jacobsen i første kategori nærmest som en vedholdende og snedig dæmon, der ikke var bleg for at foreslå folk at smide deres egne møbler ud af de huse, han havde tegnet til dem, når det skulle iscenesættes til fotografering. Han kunne være besværlig, sarkastisk og kompromisløs over for samarbejdspartnere og producenter og krævede af sine ansatte, at de nærmest arbejdede i døgndrift på tegnestuen i stedet for at tage hjem til familiebesøg - ellers kunne de bare skride. Helt privat blev familien sat til at udpege den rette hvide vægfarve blandt adskillige, når der skulle males om, og derefter holde billedrammer i timevis for at finde den rette komposition. Kaffekopperne var sirligt og geometrisk stillet op og børnenes legetøj gemt af vejen, når Jacobsen omsider kom hjem fra tegnestuen. Disse træk vidner om de strenge æstetiske formkrav Jacobsen satte for sig selv og sin produktion, undertiden kommunikeret på en brysk facon. Af disse grunde fik Jacobsen ry for at være en arkitekturdiktator, der indrettede sine bygninger, så intet kunne røres og laves om. Pynt afskyede han, f eks tidens ’røvballegardiner’. Den natursværmende botaniker På den anden side af personligheden ser vi en helt anden og afrundet Jacobsen, som på rousseausk maner fordybede sig i akvarelmaling, naturstudier og puslen med plantestiklinger. Jacobsen søgte undertiden at undslippe fra de begrænsninger og rammer, som han selv havde været med til at skabe: ’Jeg er ved at brække mig af æstetik’ kunne han udtale under private former og udtrykte undertiden tydelig glæde ved at søge tilflugt, hvor anti-design og anti-æstetik herskede. ’Her er pragfuldt, her kan man intet ændre!’ Han nød et jævnt måltid ’kød i mørke’ eller at kaste sig over en lækker konditorkage. At kagen helst skulle være pæn for at smage godt, vidner om det svære dilemma i at slippe æstetikken et øjeblik. Opmærksom humor Arne Jacobsen var også børnenes ven og fandt ofte på sjove indfald. For ham var det for kedeligt, at håndmadder var flade, så flere lag ost og marmelade blev kompositorisk dynget ovenpå. Den generøse designer kunne også forære en lille pige tekstiler af egen produktion til at sy en kjole af eller pludselig medbringe æbler fra egen have til medarbejderne på tegnestuen. Over for visse mennesker fremstod han som tilbageholdende og venlig eller tilmed en smule kejtet og genert. Arne Jacobsens humor og selvironi finder man bl a i hans skitser og tegnede julekort til nære venner eller ved at lytte til ordvalget i hans udsagn om de (oftest faglige) emner, som optog ham. Fra barnsben kunne han lide at klovne, og han fortsatte op gennem voksenlivet med artisteriet og undertiden skøre væddemål såsom at optræde med en melonskal på hovedet. Den perfektionistiske modernist og den natursværmende, lune personlighed fremstår som stærke personlige kontraster. Jacobsen begyndte sin karriere som romantisk ny-klassicist og opbyggede senere sit eftermæle som Danmarks mest betydningsfulde fortolker af modernismen i Danmark. Arne Jacobsen var både dansk på en international måde og international på en dansk måde. |
|
  
 |
|
|
|
 |
